Når strategi og fortælling møder guld og diamanter
Bjerrehuus Fine Jewellery er grundlagt af Vibe Bjerrehuus, som er designer og producent med over to årtiers erfaring fra mode- og smykkebranchen på tværs af Europa og Asien. Siden 2010 har hun drevet et smykkeværksted i Mumbai i samarbejde med sin indiske forretningspartner. Bjerrehuus arbejder med både naturlige og lab-grown diamanter og fremstiller hvert smykke i tæt samarbejde med erfarne håndværkere.
Brandet var nyt på markedet med en stærk produkthistorie og et klart æstetisk ståsted — men manglede en tydelig digital stemme og en struktureret tilgang til sin kommunikation.
Opgaven
Bjerrehuus henvendte sig til os med et behov for at etablere brandet digitalt fra bunden. Det drejede sig ikke blot om at producere indhold, men om at finde ud af, hvad brandet egentlig skulle sige, til hvem og i hvilken tone og dernæst omsætte det til konkret indhold på tværs af kanaler.
Løsningen
Vi startede med en positionerings- og strategianalyse, der bl.a. satte skarpt på et af de mest debatterede spørgsmål i smykkebranchen: naturlige diamanter versus lab-grown. Analysen mundede ud i en klar strategisk anbefaling om, hvordan Bjerrehuus kan navigere dette felt som en upartisk, vidende guide, frem for at vælge side.
På baggrund af strategien udviklede vi brand guidelines til sociale medier, en contentstruktur med tydelige søjler og en redaktionel tilgang, der balancerer fortælling, faglighed og æstetik.
Samarbejdet
Det løbende samarbejde har bestået i fast produktion af tekster og billeder til Instagram og LinkedIn samt websitetekster, herunder en brandside om Vibe og hendes univers, juridiske sider og produkttekster.
Anne Marie sikrede, at indholdet konsekvent afspejlede det, Bjerrehuus grundlæggende er: et brand bygget på viden, håndværk og respekt for materialet og for den person, der til sidst bærer smykket.
Resultatet
Bjerrehuus har fået en samlet og tydelig digital tilstedeværelse, der afspejler brandets position i det eksklusive smykkesegment. Kommunikationen er enkel og tillidsfuld frem for salgsdrevet, og den giver brandet et fundament at bygge videre på, efterhånden som sortimentet og kendskabet vokser.





